Velkommen til vores webshop!
Forsendelsesland: Danmark | DKK
Opsætning af hegn - sådan gør du
Afsæt hegnslinjen først
Hegnslinjen bør være så ret som muligt. Landmålerstokke kan bruges til at give et billede af hegningen, så man har et overblik over antal meter og hvor mange låger, der skal være. Se også vores hegnsberegner til at udregne dit behov for hegn og pæle.
Opsætning af hjørnestolper til hegn
Hjørnestolper er det bærende element i et hegn. Hjørnestolpernes placering og montering er grundlaget for et solidt hegn. Brug helst hjørnestolper på mindst 10 cm i diameter og gerne 100 cm højere end selve hegnet.
Det kan være en god ide at grave eller bore pælene ned, helst lidt skråt bagud, da pælene vil give sig, når hegnet strammes op. Alternativt kan du sætte en skråstiver på hjørnepælen i trækretningen, når pælen er gravet ned. På lange strækninger kan du fint arbejde med op til 200 meter imellem hjørne- og trækpæle.
Mellempæle - hvilke og hvor mange?
Som mellempæle kan der anvendes galvaniserede vandrør eller trykimprægnerede træpæle. Afstanden mellem pælene afhænger af terrænet, men en god rettesnor er mellem tre og ti meter. Brug en pælehammer til at slå pælene i, det sparer dig for meget besvær.
Opsætning af hegn
Sæt alle pælene i jorden inden du går i gang med at sætte hegnet op. Start ved en hjørnepæl med at fastgøre hegnet på hver af de langsgående tråde. Så kan du nemt rulle hegnet ud manuelt, med ATV eller traktor.
Opstramningen af hegnet kan gøres på flere måder. Du kan f.eks. bruge en traktor til at trække hegnet op eller en talje, som du monterer på en hegnsstrammer. Det vigtigste er, at du får et lige træk i hele hegnet, så det ikke trækkes skævt i toppen eller bunden. Når hegnet er strammet op, monteres det med kramper på pælene og med hegnskroge eller plastbindere på vandrørene.
Husk kun at slå kramperne helt i på hjørnepælene. På mellempælene skal hegnet kunne bevæge sig frit og glide frem og tilbage, når du skal stramme det op.
Samling af to ruller hegn
Når du skal samle to ruller hegn, kan du enten flette det sammen eller samle det med Gripple trådsamlere.
Isætning af led på hegn
Du får højst sandsynligt brug for et eller flere led i dit hegn. Det er lettest at lave leddet i det samme hegn som resten af indhegningen. Sæt ledstykket fast på en pæl eller stolpe i den ene ende og lad det lappe ca. en meter over i den anden ende for at sikre, at det slutter tæt.
På enden af hegnet kan du montere en rundstok med en kæde, så du nemt kan hægte leddet af og på.